livsstilsændring på 21 dage

– hvordan hænger smerter, sygdomme og mangel på antioxidanter sammen?

Vi tænker tit på inflammation som noget, vi skal undgå. Men sandheden er, at uden den inflammatoriske reaktion, ville vi alle være døde for længe siden – og den menneskelige race udryddet. Inflammation er kroppens måde at beskytte os på. Det er immunforsvarets reaktion på stressorer, så som bakterier, vira, kemikalier, luftforurening, ekstreme temperaturer, vægttræning/sport (ødelæggelse af muskelfibre), stærk angstreaktion, osv. Når noget beskadiger dine celler, frigiver din krop kemikalier, der udløser en respons fra dit immunsystem. Immunsystemet sørger derefter for at frigive oxidanter, proteiner, mm samt øger blodgennemstrømningen til det beskadigede område. I tilfælde af akut inflammation varer hele processen normalt et par timer eller dage – med det ene formål at genoprette ro og orden (balance).

Kronisk betændelse derimod er en helt anden snak. Den opstår, når det ikke lykkes for immunforsvaret at genoprette balancen og derved efterlader din krop i en kronisk tilstand af oxidativ stress, hvilket betyder, at den er udsat for en kontinuerlig kaskade af farlige egenproducerede kemikalier, som nedbryder celler, deres DNA, væv og dermed organer. I dag er det almindeligt vedtaget i forskerkredse, at stort set alle sygdomme (ikke mindst aldring) er en konsekvens af kronisk oxidativ stress med deraf følgende kronisk inflammation.

Hvis du har læst andre ting, jeg har skrevet, så har du set ordet “oxidativ stress” et utal af gange i forbindelse med min beskrivelse af årsagen til diverse OA-symptomer. Men hvad ER oxidativ stress egenlig?

Vores mirakuløse krop producerer selv oxidanter – såkaldte frie radikaler (der er mange slags) og antioxidanter. Det er én af de utallige speeder- og bremserprocesser, jeg altid snakker om. Simpelt sagt, er oxidativ stress når der opstår en ubalance mellem mængden af oxidanter og antioxidanter – i oxidanternes favør. Vore cellers stofskifte producerer hele tiden frie radikaler – fx når vores mad bliver nedbrudt  til stoffer, som cellerne kan bruge til brændstof og de skal optimalt set hele tiden nedbrydes af en næsten tilsvarende mængde antioxidanter.

Men vi har somme tider brug for de skadelige kemikalier, som kroppen producerer for at få has på diverse skade-voldere. Vi har dog på den anden side lige så meget brug for antioxidanter til at begrænse og kontrollere skaden til et niveau, som optimalt set både tillader de oxidative processer at gøre sit arbejde effektivt, men så heller ikke mere. Problemet med frie radikaler er dog, at de konstant søger efter en partner at “reagere” med – dvs andre molekyler, som de kan stjæle et elektron fra – altså den perfekte partner fra helvede. Dette gør, at celler, der før var velfungerende, nu har brug for et manglende elektron, hvilket skaber en kædereaktion i kroppen og produktion af endnu flere frie radikaler.

Oxidation kender vi fra alle naturlige processer. Når vi fx beskytter vore fødevarer i lufttætte beholdere, er det for at beskytte dem mod iltning (oxidation), så fordærvelsesprocessen forsinkes. Tag fx et æble og skær det over i to. Den ene halvdel smøres med citronsaft og den anden halvdel lader man være. Efter kort tid begynder oxidationsprocesserne i æblet uden citronsaft at farve overfladen brun. Men fordi citronsaft indeholder antioxidanter, går der længere tid, før det andet stykke æble begynder at blive brunt. Det skyldes, at oxidationsprocesserne først bruger alle antioxidanterne, før oxidationen påvirker selve æblet.

Ikke-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID’er).

NSAID’er i håndkøb, såsom aspirin, ibuprofen og naproxen, reducerer effektivt betændelse og smerte. Men langvarig brug er knyttet til øget risiko for mavesår og nyresygdomme.

Kortikosteroider er en type steroidhormon. Det mindsker betændelse og undertrykker immunsystemet, hvilket kan være nyttigt, når det begynder at angribe sundt væv. Men langvarig brug af kortikosteroider kan føre til synsproblemer, forhøjet blodtryk og knogleskørhed.

Ny forskning tyder på, at det ikke er helt så simpelt. Der er lavet utallige forsøg med antioxidanter mod alverdens kroniske og alvorlige sygdomme – men effekten udebliver oftest eller er i bedste fald minimal. Snarere ser det ud til at være situations- og mængdebetinget. Faktisk er det bredt accepteret, at mængden af frie radikaler bør være (lidt eller moderat) større end mængden af antioxidanter idet cellernes overlevelse er afhængige af ubalancen. Dette tilsyneladende paradox skyldes, at selvom alvorlig ubalance over tid fører til udbredt oxidativ cellebeskadigelse og celledød, kan en moderat ubalance, igangsat af en stressfaktor, have store gavnlige virkninger i form af cellulære tilpasnings-responser – fx en upgradering af kroppens eget antioxidant-forsvarssystem.

Hormesis er en stress-tilpasningsrespons på celle-niveau, som medfører følgende:

Som nævnt har kroppen brug for lettere stress  – fx fra frie radikaler – som signalfaktor til at sætte inflammationsprocessen igang. De frie radikaler er også signal til kroppen om at producere egne antioxidanter. Spiser man masser af antioxidanttilskud (som man IKKE er i underskud af), sænker man kroppens egen produktion. Og kroppen er ubetinget bedst til at bedømme type og mængde af antioxidanter, som der er behov for i en given situation. Derfor risikerer man at forhindre nødvendige inflammationsprocesser i at finde sted, hvis man tilfører udefra kommende antioxidanter. Et eksempel er træning. Som nævnt sætter frie radikaler, produceret under træning, gang i en tilpasningsproces i musklerne og er helt afgørende for muskelopbygning og forbedrede sportspræstationer. Derfor.. at tage antioxidanter under træning er kontraproduktivt. Men ved du for eksempel, at dit fødevareudvalg mangler zink, omega-3 fedtsyrer, magnesium, kobber, osv.. kan det være en god idé at tilføje moderate mængder – eller endnu bedre: At ændre kostvaner. Sidstnævnte anbefales selvfølgelig fordi “byggestenene” til kroppens  egne antioxidanter kommer fra din kost.

Faste er den ubestridte vinder, hvad angår stimulering af mekanismer til beskyttelse og helbredelse af kroppen. Dette vil jeg komme ind på i en anden post.

En gruppe af gener, som du stiftede lidt bekendtskab med i forbindelse med den genetiske indikator-test har at gøre med vore egenproducerede glutathion-enzymer, der er kraftige antioxidanter. De er et strålende eksempel på, hvordan kroppen selv har mange anti-oxidative systemer på plads til at regulere balancen. Der findes fx mange typer gluthation-enzymer, der hver især har sit afgiftningsspeciale – og mange af dem overlapper hinanden. Glutathion-enzymerne er dog ikke den eneste gruppe egenproducerede antioxidanter. Superoxid dismutase, SOD ( der er mindst 4 typer ) tager sig fx af super-skurken Superoxid, der dannes under vort naturlige energistofskifte i cellerne og omdanner dem til hydrogenperoxid og oxygen – som glutathion-enzymerne så igen omdanner til harmløse molekyler. En tredje antioxidant-type er enzymet Catalase, som neutraliserer hydrogenperoxid.

Kan vi så ikke bare tage gluthation- og SOD-tilskud? Hmmm.. jo måske!? Det er som sædvanligt ikke så nemt, som det lyder. Der er forsket rigtig meget i alle tre typer som medicin mod oxidativ stress og aldring, men har ikke endnu haft de ønskede resultater – måske fordi tilskud omdannes af andre enzymer i mave-tarm-kanalen og dermed “pacificeres”. Der bliver dog forsket intenst i måder at omgå dette problem på – og der findes forskellige resultater af denne forskning på markedet. Det er et gråt marked. Men mens vi venter på mirakel-kurene, så kan man optimere betingelserne for, at kroppen selv kan danne de nødvendige antioxidanter ved hjælp af fødevare. Og ja, du har set dem før 🙂 :

Kål, rosenkål, hvedegræs, byggræs, broccoli, ærter, tomat, sennepsblade, spinat, honningdug melon, kikærter, græskarfrø, cashewnødder, hasselnødder.

Marietidsel

Paranødder (kun et par stykker om dagen)

Sulfur/svovl-holdige fødevarer som rucola, Bok choy, Broccoli, rosenkål, Kål, Blomkål, Grønkål, Sennepsgrønt, Radisser, Majroe, Brøndkarse.

Fødevarer, der indeholder B6, B9 (folat), B12, B2 til methyleringsprocesserne, samt Vitamin C og E

SPIRER af alle slags, Kartofler, sødkartofler, hvedespirer/græs, næringsgær, avocados, porre, løg, radiser, grønkål, gulerødder, spinat, agurker, pastinak, selleri, rødkål, ananas, kirsebær, abrikoser, bananer, vandmelon, kiwi og fersken.